31/12/2011
Godt nytår
Årets sidste indlæg. Der er jo egentlig ingen grund til at lyde så højtidelig, men jeg synes alligevel at det skal påpeges, da det her år har været specielt for mig - selvfølgelig fordi jeg har startet bloggen.
Jeg glæder mig til at se hvad 2012 bringer, både i forhold til studiet, bloggen, relationer og livet generelt.
Jeg har haft gæster kommende og gående forbi til te det meste af dagen, for at få sagt godt nytår. Nu tulrer Maria og jeg rundt, laver mad og gør os selv og lejligheden klar.
I aften får jeg en masse dejlige veninder på besøg. Vi holder fest i vores lejlighed her i hjertet af Århus - her er altid den bedste stemning med musikken, fyrværkeriet og folkene i gaderne.
Aftenens outfit ligger klar som I ser - jeg valgte den sorte kjole til sidst, og så styler jeg den med et par høje sorte stilletter, mine Dyrberg Kern armbånd og stort, stort hår. Jeg håber at I allesammen får en fantastisk aften med skønne mennesker, smukke kjoler, champagne og god stemning - pas nu godt på jer selv, vi ses på den anden side.
30/12/2011
Valg af nytårskjole
Jeg har anskaffet mig hele tre potentielle nytårskjoler i år. Det var egentlig ikke meningen, men jeg blev bare ved med at falde over en ny, igen og igen. Sådan går det, når man køber nytårskjole allerede i efteråret.
Nu er jeg så bare i tvivl om hvilken en af dem jeg skal vælge? Jeg tænker at de har hver deres potentiale. Den sorte er utrolig smuk, når den kommer på. Chiffonen falder let omkring en, når man bevæger sig i den, men den er samtidig også ret simpel, så den ville kræve en smule styling.
Den lange nude kjole bærer hele looket i sig selv, på grund af den dybe ryg og de smukke folder ved lænden, men jeg kunne godt ønske mig at den var lidt længere eller lidt kortere, for den skære et lidt specielt sted ved læggen.
Den kortere nude kjole med similisten ved brystet er også utrolig fin, men jeg er i lidt i tvivl om hvorvidt jeg bliver lidt for pyntet.
Jeg skal jo bestemme mig rimelig hurtigt - måske skulle man bare skifte kjole i løbet af aftenen. Hvad tænker I ville være bedst?
29/12/2011
291211
![]() |
| Jakke - Weekday, bukser - Modström, top - Weekday, smykker - købt på marked i Spanien, taske - Marc Jacobs, sko - Vagabond |
Med min nyerhvervede fritid, har jeg brugt dagen på at træne, hjælpe veninder med at finde nytårskjoler, drukket kaffe og snakket i timevis, sammen med min veninde Cecilie. Jeg vil smutte på arbejde nu her - Xander (ja, jeg har en vildt mainstream musiksmag) spiller på den natklub jeg arbejder på i aften, så jeg skal lige ind og synge med på et par sange. Jeg håber at I nyder juleferien, og at I er ved at være klar til nytår.
New in | Dyrberg Kern
Flere julegaver. Disse smukke armbånd fra Dyrberg Kern lå i år under mit juletræ og jeg elsker dem. Modellerne, Lorna og Mabel Cristal, er lavet er sølv og beklædt med Swarovski sten. Jeg falder sjældent for ting der glimter helt vildt, fordi det hurtigt kan se halvbilligt ud. Men disse armbånd udstråler en helt anden eksklusivitet, og man skal egentlig se dem i virkeligheden for at se hvor meget de skinner. De bliver perfekt til fest og fin brug.
28/12/2011
Inspirerende kvinder # 1
What's not to love? Jeg bruger min aften på at blive inspireret på ny. Det er blevet til et par glædelige timer med et hav af smukke kvinder. Særligt Mary-Kate og Ashley Olsen.
Inspiration til skønhed og mode på alle måder - make-up, håropsætninger, de smukkeste outfits og god udstråling.
Jeg har lyst til at hoppe ud i alle slags farver, både i make-up og tøj, når jeg ser disse billeder - det fantastiske ved dem, er deres evne til at bære absolut alle looks til perfektion.
Hvem er jeres største inspirationskilde?
27/12/2011
Aftenens menu
Nej, ikke mere julemad nu, jeg kan vitterligt ikke have det. Efter sådan et par dage trænger kroppen til ernæring og kraft til at komme tilbage til hverdagen og træningen, så jeg har gjort det lidt ekstra lækkert her til aften.
I skal virkelig prøve det her! Magen til store mængder godhed på en tallerken findes sjældent. Mine quinoafrikadeller med rødbedepomfritter og peberrodscreme. Idéen til brugen af peberrod og rødbeder er lånt fra den skønne madblog Plat du jour. Du skal bruge:
Quinoafrikadeller:
1 dl. quinoa + 1 3/4 dl. vand til kogning
150 g. jordskokker
100 g. løg
2 fed hvidløg
1 spsk. groft mel
2 tsk. timian
1 tsk. salt
2 æg
Skyl quinoaen grundigt og kog dem i vandet under låg, i ca. 10 min. Tag gryden af varmen og lad det trække under låg i 10 min. Skræl løg og jordskokker og riv begge groft. Bland de revne grønsager med presset hvidløg, mel, krydderier og salt. Vend til sidst æggene og quinoaen i blandingen og steg "farsen" til små frikadeller i vegetabilsk olie.
Rødebedepomfritter og peberrodscreme:
500 g. rødbeder
Olivenolie
Balsamicoeddike
40 g. revet peberrod
3 dl. creme frais
1 spsk citronsaft
Evt. lidt honning
Skræl og skær rødbederne ud i lange skiver. Kom dem i en pose, sammen med olie og eddike og ryst grundigt. Fordel på en bageplade og bag i ovnen i 25-30 ved 225 g.
Peberrod, creme frais og citronsaft røres sammen og smages til.
Rødbeder er sprængfyldte med A- B- og C-vitaminer samt kalium og folsyre, alt sammen noget du har brug for, bl.a. til dit immunforsvar og din muskelfunktion. Rødbeder sænker i øvrigt blodtrykket og rygtes for at forbedre konditionen, alt sammen med et utrolig lavt indhold af kalorier i forhold til andre rodfrugter.
Quinoa (som udtales 'keen-wa'), også kendt som "fremtidens superkorn", har et enestående højt næringsindhold. Mest bemærkelsesværdigt er dens indhold af protein - Quinoa kan, alt efter art, indeholde op til 50% mere protein end andre kornsorter og er derfor guld værd, hvis du foretrækker vegetarisk mad. Der ud over indeholder Quinoa en masse essentielle fedtsyre, E- og B-vitamin, kalk, jern, kalium, magnesium, zink, kobber og mangan - og så er den glutenfri. Superfood much?
Har I været ude og se på udsalget?
Jeg bevægede mig, til trods for de menneskefyldte gader, ned i byen i dag. Jeg skulle egentlig bare ud og bruge et gavekort jeg har fået i julegave, men jeg endte selvfølgelig i flere butikker end planlagt. Jeg forsøger for det meste af holde mig væk fra udsalg, fordi jeg altid ender med at stå med ti stykker tøj i hånden og en følelse af at jeg jo er nød til at købe dem, når de er SÅ billige. Jeg vil opfordre jer århusianske piger til at tage et kig ned i byen - der er virkelig mange lækre ting, sat ned til ingen penge. Jeg kom hjem med denne fine strikkede crop top fra H&M. Jeg elsker kombinationen af pink, grå og hvid og så med et twist af sølvtråd hist og her - og så er den lidt utraditionel med sit korte snit. Derudover fandt jeg en rigtig fin sort jakke fra Saint Tropez, som jeg nok egentlig mest vil bruge til at komme frem og tilbage til træningscenteret. Jeg kunne have slæbt et halvt dusin poser med hjem, men jeg formåede nogenlunde at bevare kontrollen. Hvor synes I man finder det bedste udsalg?
26/12/2011
New in | Pelsvest
Moderelaterede julegaver får alligevel en plads på bloggen. Min far har fundet denne smukke pelsvest til mig og jeg elsker den! Jeg har vel egentlig haft den på siden jeg fik den. Materialet er kanin og den er forholdsvis tynd, så den kan både bruges som pynt over fx. en læderjakke, over en strik eller med bare arme på en bytur. Jeg synes den er særligt fin på grund af de små frynser i bunden og så de mange forskellige længder og farver i pelsen, som giver et lidt mere tilfældigt look.
God jul i øvrigt
Har jeg overhovedet fået sagt god jul til jer dejlige læsere? Min jul har været lidt ... anderledes. Følelsesmæssigt tummult de sidste par uger, har lidt taget lidt af min julestemning fra mig. Jeg har mere eller mindre druknet sindet i byture, musik, sjov og ballade med mine veninder - og det har virkelig været tiltrængt med total omtågethed, fornuftigt eller ej. Jeg har da haft stunder i min families selskab, hvor alting har virket overskueligt, men det hele påvirker min inspiration og evne til at tænke kreativt - og dermed bloggen. Jeg undskylder vitterligt, og jeg takker jer for stadig at klikke ind og følge med på bloglovin. Jeg kunne ganske vist finde en masse mere eller mindre ligegyldige emner at fylde siden med, men jeg har lovet mig selv aldrig at blogge, bare fordi det "skal" gøres. Jeg håber på at mit hovede snart er klart igen, så bloggen igen får lidt liv. Jeg håber at I nyder juledagene med jeres venner og familie og efterhånden er ved at være klar til nytår. Det ved jeg i hvert fald at jeg er. Nytår har sådan en symbolsk betydning - det der med at starte forfra.
25/12/2011
Tendens | Glitter og glans
En tendens der har været på både catwalks og highstreetkæder i flere sæsoner, heldigvis - alt hvad der glitre, glimter og skinner. Det fantastiske ved de mange iøjenfaldende items, er måden de på alle måder bærer et outfit på. Hold accessories og smykker på et minimalistisk niveau, imens looket stadig skinner. De smukke items kan bruges i flere sammenhænge: en skinnende jakke kan pifte et et hverdagslook op, samtidig med at en pailletkjole kan lægge base for hele nattens outfit. Jeg synes særligt at tendensen er værd at kigge på, her op til nytårs. Det er jo fanatastisk at lade sig inspirere - hvem ville ikke gerne ankomme til nytårsfesten i en gulvlang sølvkjole i stil med skønheden fra Oscar de la Renta ovenfor? Mere af det.
24/12/2011
New in | Aquarelle skirt
Ny nederdel, fundet på Nelly til en slik. Jeg havde lidt lovet mig selv at skrue lidt ned for farverne i mine kommende køb, men jeg er faldet helt pladask for farvekombinationen af blå, lilla og pink. Jeg vil style den med blå, hvidt og sort - den bliver perfekt til en bytur, eller til sommer med solkysset hud.
21/12/2011
211211
![]() |
| Kappe - second hand, taske - Marc Jacobs, støvler - Shoe biz, gamacher - pieces, halstørklæde og vanter - Monki, pandebånd - Asos |
Dagens look. Det er virkelig koldt udenfor i dag, så jeg er pakket totalt ind fra top til tå, i masser af lag. Det her er min yndlingskombination af strikaccessories - det varmer rigtig godt og så elsker jeg den neutrale farve, som passer til næsten alt. Vinteroutfits bliver oftest blot til den vinterjakke man har valgt for sæsonen, så jeg synes at det er vigtigt med fint tilbehør som også passer til kulden.
Jeg har fået juleferie og vejret er smukt. Maria og jeg har været i Den Gamle By, for at gå tur og spise honningkager. Jeg håber at I har fået en god start på ferien allesammen.
20/12/2011
New in | Pelsjakke
Juhu, jeg fandt endelig den pelsjakke det skulle være, efter en længere søgen. Jeg har faktisk vist jer pelsjakken her før i dette indlæg. I webshoppen synes jeg dog at det lignede at jakken har grå pels syet ind i mellem det sorte, men da jeg så så den i virkeligheden, så den helt anderledes ud. Pelsen har faktisk samme farve over det hele - striberne skabes ved at pels med forskellige pelsretninger er syet sammen, skiftevis. Den kom på min juleønskeliste, men det blev pludselig rigtig koldt, og jeg tænkte at jeg godt kunne give mig selv en sidste julegave. Den er dejlig varm, utrolig blød og med det rigtige snit. Den kræver dog et halstørklæde på denne årstid. Den er både til fest- og til hverdagsbrug. En fordel ved sort pels, er at det ikke ser så dullet ud, som lys pels. Pelsen kan derfor bruges til et mere råt eller nedtonet hverdagslook.
Moroccan Oil conditioner
Jamen det bliver ved med skønne overraskelser fra Morrocan Oils side. Jeg opdager dem løbende, fordi det er min mor der finder dem til mig - forstået sådan at jeg til trods for at være flyttet hjemmefra for en del år siden, har en mor der stadig er så elskværdig at komme kalendergaver i min julesok, der hænger hjemme hos hende.
Nu har jeg efterhånden samlet shampoo, conditioner, hårkur og olie, så serien er i mine øjne fuldendt nu. Jeg glæder mig virkelig til at prøve alle produkterne sammen, og se om resultatet overhovedet kan blive bedre. Har I fået prøvet nogle af deres produkter? I så fald, hvad synes I om dem?
19/12/2011
191211
![]() |
| Halskæde - Stine Goya, taske - Mulberry, trøje - Vila, bukser - Gina Tricot |
18/12/2011
Lørdag aften
Billeder fra i går aftes og nat. Fødselsdag for Alexandra med mine dejlige piger, efterfulgt at en bytur med en masse gode mennesker. Godt selskab, med god mad, gode drinks og god musik er det bedste i verden. Så blev det alligevel en dejlig uge. Jeg håber at I har haft en dejlig weekend.
17/12/2011
171211
![]() |
| Hat - Friis & Co, strik - H&M, taske - har jeg selv lavet, sko - Vagabond |
Min bedste veninde og jeg har brugt dagen på at shoppe julegaver. Vi burde måske have tænkt det igennem en ekstra gang, for sikke kaotisk Århus er på sådan en lørdag. Bemærk scenariet på disse billeder - en fredelig lille oase i den travle by og min absolutte yndlingsgade - Møllestien. Her vil jeg gerne bo, når jeg bliver voksen.
Ovenpå den her uge, trænger jeg til totalt omtågethed. Jeg trænger til at smile og have det sjovt med mine venner og veninder, og så er det jo heldigt at vi skal fejre fødselsdag med vores skønne veninde Alexandra i aften.
Jeg håber at I alle nyder weekenden.
Abonner på:
Indlæg (Atom)













































